GRUNDEJERFORENINGEN KYSTVEJEN

Strøby Egede & Strøby Ladeplads på NORDSTEVNS

NYHEDER 2026

_________________________________

VILKÅRENE FOR FINANSIERING AF KYSTBESKYTTELSE ÆNDRES IKKE MED KLIMATILPASNINGSPLAN II


Som det er fremgået af dagspressen, offentliggjorde regeringen mandag d. 23 februar 2026 Klimatilpasningsplan II, med denne indledning:


”Regeringen afsætter 14,9 mia. kroner til en national plan for kystbeskyttelse af Danmark”


I teksten kunne man læse, at regeringen ville betale 85% af kystbeskyttelsen og kommunerne de resterende 15%.

 

Det er af mange blevet læst som 85% statslig finansiering af kystbeskyttelse.

Men i følge Strøby Strand Forum (SSF) forholder det sig ikke sådan.


Grundejerforeningen Kystvejen er en del af SSF - sammen med de 16 andre grundejerforeninger langs kysten - og deltager aktivt i SSF’s arbejde med kystbeskyttelsen, bidragsmodellen og det kommende laug.

 

Styregruppen i SSF har analyseret planen, og konstaterer, at:


”Planen er ikke et tilsagn om en statslig finansiering på 85% af udgifterne til den fysiske kystbeskyttelse, diger, skråningsbeskyttelse og sandfodring.


De 14,9 mia. kroner går – som det fremgår af overskriften - til planlægning af kystbeskyttelse i Danmark.”

 

Styregruppen har endvidere foretaget en vurdering af konsekvenserne for det aktuelle kystbeskyttelsesprojekt ved Strøby Strand og når i den anledning frem til, at beboerne ved Strøby Strand er bedst tjent med, at dette projekt – som er planlagt, beskrevet og godkendt – iværksættes hurtigst muligt.

 

Vedlagt er styregruppens bemærkninger til Klimatilpasningsplan II. Klik her. Bemærkningerne er også sendt til Stevns kommune, Sjællandske Nyheder og TV2 Øst. 


Styregruppen har anbefalet, at alle grundejerforeningerne i SSF orienterer sine medlemmer - som vi gør nu og her - så misforståelser og falske forhåbninger undgås.


---

 

DET ER TID TIL AT FORNY DIT MEDLEMSKAB FOR ÅRET 2026


På sidste generalforsamling vedtog vi, at medlemskab fremover følger kalenderåret. Det betyder, at du nu skal betale 125 kroner for perioden fra 1. januar 2026 til 31. december 2026.



Du skal indbetale de 125 kroner på MobilePay nr. 0532BU. Hvis du scanner nedenstående QR-kode med dit mobilkamera, er alle informationer udfyldt på forhånd. *


Du skal kun huske at ændre adresse-teksten i beskedfeltet: Fra Kystvejen ### til dit nummer på Kystvejen (f.eks. fra Kystvejen ### til Kystvejen 36).


Det er meget vigtigt, at du ændrer ovenstående. Ellers kan vi ikke se, hvilken adresse kontingentet vedrører - især hvis du benytter en anden mobiltelefon end din egen.


Benytter du ikke QR-koden, skal du blot skrive din adresse i beskedfeltet. Efter indbetalingen er du - og din husstand på adressen - fuldgyldigt medlem i hele 2026.



Vi håber, at alle fornyer medlemsskabet. Vi er den eneste grundejerforening, der 100% varetager Kystvejens interesser, både mht. kysten og vejen, overfor kommune og myndigheder.


I 2026 har vi igen brug for alles opbakning, når vi - med en ny kommunalbestyrelse - skal fortsætte kampen for kystbeskyttelse til en fair pris samt forbedring af forholdene på Kystvejen.


På forhånd tak for din tilslutning og indbetaling.


* Indbetaling via bank er ikke længere mulig, idet vi har opsagt vores bankkonto pga. for høje omkostninger.


---


Denne meddelelse er også mailet til alle nuværende medlemmer. Tjek evt. dit spamfilter, hvis du ikke kan finde den.