DE POLITISKE PARTIERS TILBAGEMELDING

 

Dansk Folkeparti

 

Der er endnu ikke modtaget noget skriftligt indlæg fra Dansk Folkeparti. Indtil dette foreligger, henvises til Varly Jensens mundtlige indlæg, som er gengivet i referatet fra generalforsamlingen i Grundejerforeningen Kystvejen den 24.6. 2009.

 

 

Det Konservative Folkeparti

 

På nuværende tidspunkt har vi fra konservativ side ikke nogen specifikke planer vedr. de trafikale forhold på Kystvejen, udover de tiltag der blev vedtaget efter møde med den nedsatte arbejdsgruppe, der skulle repræsentere hele Kystvejen. Hvis disse tiltag viser sig uhensigtsmæssige vil de blive fjernet igen.

 

Hvis der virkelig skulle gøres noget radikalt ved trafikforholdene omkring Kystvejen mener jeg personligt, at vi skal se hele området lidt fra oven. Det vil så involvere hele parallelvejen langs Kystvejen, idet Brinken skulle åbnes for gennemkørsel på hele strækningen med ensretning mod øst og Kystvejen ensrettes mod vest. Dette er dog en løsning, som jeg er sikker på ikke vil finde gehør hos Brinkens beboere. Det vil i øvrigt også blive en meget bekostelig affære.

 

Konklusionen må være, at vi lave det nuværende forsøg året ud, og hvis det ikke virker, vil forholdene forblive uændret.

 

Venlig hilsen Ole Bech-Jensen,

Konservativ spidskandidat og formand for Plan- og Teknikudvalget

 

 

Det radikale venstre

 

Radikale Venstre Stevns er bekendt med, at de trafikale forhold på Kystvejen er uholdbare, og vi mener at have et rimeligt kendskab til problemet – overordnet set; men da man altid kan blive klogere, mødes vi gerne med jer for en uddybende snak.

 

Vores foreløbige svar på jeres 2 spørgsmål:

 

Ad. 1.) Kystvejen lægger i sin statur og placering udelukkende op til fartdæmpende foranstaltninger. Specielt de bløde trafikanter virker meget udsatte på vejen. Det mest fornuftige vil uden tvivl være, at etablere en eller flere gennemgående stikveje fra Kystvejen til Stevnsvej. En eller flere stikveje kan evt. kombineres med at ensrette dele af Kystvejen.

 

Ad. 2.) Stevns Kommune vil komme under stort pres i de kommende år. Den nuværende finanskrise vil øge kommunens udgifter til overførselsindkomster i takt med at flere bliver arbejdsløse. Udgiftstrykket vil betyde, at det bliver vanskeligere at lægge penge til side til anlægsinvesteringer. Derfor vil antallet af anlægsprojekter i kommunen sandsynligvis falde i de kommende år. I sådan en situation vil Det Radikale Venstre være forbeholdne overfor at love penge til rent kommunalt finansierede projekter – uanset hvor oplagte de måtte være. Så vil prioriteringen blive benhård mellem alle typer af anlægsprojekter. Til gengæld vil Det Radikale Venstre gerne love, såfremt vi bliver repræsenteret i det nye Stevns Byråd, at gå i konkrete drøftelser om specifikke projekter if. med Kystvejen, som også er baseret på alternative finansieringskilder, såsom puljer m.m. Vi er af den holdning, at små skridt også vil være givtige for trafikken på Kystvejen – og de vil være mere realistiske, såfremt der kan skaffes alternativ finansiering på ét eller flere delprojekter omkring Kystvejen.

 

På vegne af Det Radikale Venstre Stevns

 

Ulf Lolk Larsen

Ellebovej 3A

Strøby Egede

4600 Køge

Tlf. 56 28 56 26

Mobil 50 50 46 47

www.lolk.info

 

 

SF

 

Kære medlemmer af beboerforeningen for Kystvejen

 

Vi er i SF særdeles bevidste om, at den trafikale situation på kystvejen lader meget tilbage at ønske. Vi er også bevidste om, at der generelt i Stevns Kommune er behov for trafikpolitiske tiltag, ikke mindst når det drejer sig om manglende cykelstier til vore skolebørn.

 

Kystvejen er således et problem blandt mange andre. At situationen er så ringe skyldes ikke mindst mange års dårlig politisk ledelse, hvilket vi håber vil ændre sig, når den nye kommunalbestyrelse træder sammen efter valget til november.

 

Vi er også bevidste om, at der i tidens løb er fremkommet flere forskellige forslag til at afhjælpe problemerne omkring Kystvejen, og meget lidt er gjort.

 

Med de trængsler Stevns Kommune er kommer i rent økonomisk, er vi ikke i stand til at love jer ret meget, der koster noget, men vi er da villige til - når vi har set et politisk systemskifte - at drøfte hvilke ting der for små midler kan gøres her og nu.

 

Vi er helt klare over, at I gerne havde set noget mere konkret, men det må vente til I har været med til at ændre på de politiske forhold i Kommunalbestyrelsen.

 

Med venlig hilsen

 

Hans Chr. Rasmussen

Formand og spidskandidat for SF

 

 

 

Socialdemokraterne

 

Kære medlemmer af Kystvejens Grundejerforening.

 

Tak for jeres henvendelse - og ja – vi har i vores bestyrelse beskæftiget os indgående med Kystvejens problemstillinger, herunder især også de trafikale.

I vores valgprogram til kommunevalget 2009 har disse problemstillinger en fremtrædende plads, og på vores første borgermøde (ud af fem) i Strøby Forsamlingshus blev bl.a. Kystvejens trafikproblemer indgående drøftet. Ligeledes har bestyrelse og medlemmer været på besigtigelse i området på vores bustur: ”Kend din kommune”.

 

Vi er meget opmærksomme på hele områdets rekreative og naturbevaringsværdige herlighedsværdier, værdier som er med til at gøre Stevns kommune til en attraktiv bosætningskommune, og som med de rette offentlige og private initiativer kan være med til at øge turismeerhvervet på Stevns.

 

Vi arbejder for at etablere sikre cykel- og vandrestier fra Prambroen i nord til Rødvig/Lund i syd, og det indebærer naturligvis også, at der sikres ordnede forhold for ”de svage” trafikanter på Kystvejen. Som et led i dette projekt vil jeres kreative forslag for Lunden indgå. Vi vil i det hele taget arbejde på en professionel overordnet byplanlægning for hele det område, som i alt for mange år har udviklet sig temmelig planløst.

 

Overordnet finder vi, at en langtidsholdbar løsning af trafikproblemerne på Kystvejen skal etableres i sammenhæng med samlet løsningen af Strøby Egedes trafikforhold: Omfartsvej, stikveje til denne og en regulering af trafikken ved Strøby Egede Centret.

 

Disse projekter bliver jo ikke realiseret ”i morgen”. Planlægningen og især en håbløs dårlig kommunal økonomi gør, at vi i første ombæring ønsker at mødes med jer for at drøfte, om det er muligt at etablere nogle midlertidige og billigere løsningsmuligheder for at sikre ”de svage” trafikanter, og som samtidig ikke giver unødige hindringer for den lokale pendlertrafik.

 

Vi imødeser med glæde en invitation fra jer til drøftelse af Kystvejens fremtid.

 

Med venlig hilsen

 

Helmut Madsen

Acacievej 24 B

Strøby Egede

4600 Køge

 

 

Stevnslisten

 

Ja, Stevnslisten kender forholdene på Kystvejen.

 

Jeg har måske et problem, men jeg fuldt ud tilslutte mig Grundejerforeningens forslag fra 2008 som beskrevet på hjemmesiden. Jeg har tidligere i Vallø kommune stemt for et forslag vedr. Lunden som minder meget om det der er beskrevet nu på hjemmesiden.

 

Jeg vil nu som tidligere tilslutte mig forslaget vedr. Lunden samt omfartsvej fra Strøby. Dette suppleret med chikaner af en art på Kystvejen, men det har du jo mere forstand på end jeg.

 

Bedste hilsener

 

Jørgen Gregersen

Stevnslisten

 

 

 

Venstre

 

Der spørges om Venstre Stevns har kendskab til forholdene på Kystvejen.

 

Da vi både har kommunalbestyrelsesmedlemmer, bestyrelsesmedlemmer og mange af vore medlemmer boende på Kystvejen, vil jeg mene, at vi har et overordentligt godt kendskab til forholdene på vejen.

 

Det er Venstres klare holdning, at området skal omtænkes rent trafikalt, og jeg kan i den forbindelse henvise til vores principprogram, hvorfra jeg vil fremhæve, at

 

     " Venstre Stevns vil arbejde for en øget sikkerhed for de ”bløde” trafikanter langs de mest befærdede veje. " 

 

Kystvejen må vist siges at høre under denne formålssætning.

 

Det er i øvrigt Venstres holdning: 

 

At man i forbindelse med etableringen af Omfartsvejen uden om Strøby Egede vil etablere aflastningsveje fra Kystvejen til Stevnsvejen, netop for at mindske trafikken på Kystvejen.

 

 Venlig hilsen og god generalforsamling

 

 Sten Sjølund

 

 Venstre Stevns.